Skriver man meget, så læser man sikkert også meget. Jeg ved, jeg gør. Derfor er det praktisk at kunne bestille nye bøger på nettet (Gyldendal, Amazon, osv.), da det ikke altid er lige godt det udvalg, som butikkerne disker op med. Til gengæld har antikvariaterne ofte noget godt til at stå. Og det er naturligvis også online. Har sikkert været det i årevis uden, at jeg har opdaget det.
Stedet er fælles nordisk og hedder: www.antikvariat.net.
Her kan man se, hvilke bøger, der ligger rundt omkring hos de enkelte antikvariater. Prisen er tilgængelig. Og det er muligt at sende bestille bøgerne online.
Faktisk det eneste man mangler er lugten af gamle bøger, men den kommer heldigvis af sig selv sammen med bogen.
-o-
I marts er der Århus Litteratur Festival "Vild med Ord", det er fra den 6. til den 15. marts 2009. Se mere på www.vildmedord.dk.
Hvorfor det overhovedet er interessant at møde forfattere kan være svært at fatte. Jeg ved ikke helt selv, hvorfor jeg selv går til den slags arrangementer, som litteraturfestivalen tilbyder.
På den ene side er der den rene underholdning. Forfatteren causerer over emner, som lægger sig op ad F's interesser og bøger, succeser og fiaskoer. Der er lidt insiderviden om det næste, som forfatteren har tænkt sig at bringe til torvs. Jeg tænker på bl.a. Svend Aage Madsen, Lars Bukdahl, Jan Sonnergaard, og en hel masse andre, som jeg ikke lige pt. kan huske navnene på. Anekdoterne og historierne vil jeg ikke gengive; der skal være noget for dig at komme til festival for!
Så er der den alvorlige side, hvor forfattere rent faktisk forholder sig kritisk til systemet omkring forfattere, forlag og ikke mindst kræsne læsere. Som inkarneret læser er det temmelig oplysende at finde frem til, hvad der rent faktisk rører sig i begyndelsen af fødekæden (hvis altså læseren udgør slutningen). Den alvorlige side udgøres også af kritikerne (se Lars Bukdahl), der forholder sig til, hvad der sker på den skrevne scene i Danmark, af og til også i udlandet. Forlæggerne er en helt tredje snak. Det kan bedst sammenlignes med en sælger, der forsøger at sælge sandslotte på stranden, så far og søn kan slippe for ulejligheden. Men det er vist mest for min egen regning.
Der er den triste side, hvor man på vej hjem fra arrangementet i mere end fem minutter seriøst overvejer, hvorvidt afbrændinger af bøger ikke er en god idé. Det er trist, når det sker. Lyspunktet er dog, at der faktisk er diversitet på litteraturmarkedet i Danmark. Så tændstikkerne bliver i mine lommer foreløbig. Bortset lige fra…
Men alt i alt, glæder jeg mig helt utroligt fantastisk meget til festivalen!
1 comment:
Jeg vil lige fortælle at der er mange andre gode antikvariater på internettet, blandt andet på denne portal: www.bogtorvet.net
Mange hilsner
Kim F. Rasmussen
Post a Comment