Afbrydelser i Skriveprocessen

Nogle skriveprocesser er så afgrænsede i tid, at de holder sig indenfor den samme arbejdsdag. Andre strækker sig over længere tid. Forskellen kan være helt fra at skrive en to linjers status i løbet af et par minutter op til at skrive en trilogi. Det sidste er en opgave, der kan tage år at færdiggøre. Hvordan holder man gejsten i så lang tid. Inden for den enkelte arbejdsdag er det en forholdsvis overskuelig opgave at koncentrere sig om et enkelt afsnit uden at blive forstyrret. I princippet kan man slukke telefonen, afbryde Outlook og slukke for Messenger, Facebook osv. Om nødvendigt kan man lukke døren til kontoret og bruge ørepropper.

At trække stikket ud som netop beskrevet er ikke en praktisk foranstaltning til at skaffe arbejdsro over rigtig lang tid. Ind i mellem kommer der alle mulige forstyrrelser. Der er arbejde. Der er møder. Så er der fødselsdage og mærkedage. Så er der alt det praktiske. Så er der familieweekend (igen? Vi var da afsted sidste år). Og det hænder, der kommer en gammel ven til byen. Der er en masse forstyrrelser. De forstyrrelser kræver din opmærksomhed. Og tager dermed opmærksomheden væk fra skriveprocessen. Lad mig prøve med et eksempel.

Bland andre ting arbejder jeg som freelance oversætter. Det er uregelmæssigt og lejlighedsvist. I sidste uge havde jeg afsat tirsdag til fredag til at skrive. Selvfølgelig ringer E-Lynn fra et af bureau for at høre om, jeg kan klare en hasteopgave (den eneste slags, der findes). Efter en kort forhandling og mailkorrespondance blev opgaven aftalt (korrekturlæsning). Nogle timer senere færdig. Det underlige er, at man skulle tro, det ville være en smal sag at fortsætte med at skrive fra torsdag morgen. Men det var ikke nemt. Det tog et antal processkrivninger før, jeg var tilbage i samme skrivetempo, -stil og -emne.

Pointen med eksemplet er, at skrivning er en mentalt krævende proces. Det gælder for mig i det mindste. I eksemplet var det "betingelser for brug af websted", der blev ved med at spøge. Når det ikke har noget med emnet, du skriver om, så er det ikke godt.

Det er generelt problem for alle længerevarende skriveprocesser. Du kan ikke undgå at blive forstyrret. Så hvad gør du?

Større tekster har naturligvis et overordnet emne og en disposition af en slags. De to ting sætter rammerne for, hvor teksten er på vej hen og hvordan den skal nå frem. Det svarer i grove træk til en kørselsvejledning. Der er information om destinationen og der er anvisninger til, hvordan man kommer derhen. Men det er ikke det samme at kende vejen som at komme frem. Den samme problematik gælder for skriveprocessen. Dispositionen fortæller dig, hvor du er. Men der er ikke mere hjælp. Teksten skal stadig skrives. Lige efter afbrydelsen er den nye tekst farvet af, hvad man ellers har lavet. I mit tilfælde var det en række juridiske betingelser, som pressede på med emne og sproglig stil. Det vil sige, teksten på den ene side har en tendens til at bevæge sig ud af tangenter. Og på den anden side har teksten en tendens til stilistik at falde ved siden af resten. I hvert fald i begyndelsen.

Nu har vi altså identificeret de to forstyrrende elementer: Tendensen til at bevæge sig ud af en tangent og stilbrud i teksten.

I princippet kan man nu vælge to strategier. Den ene er at anvende tangenterne og stilbruddene positivt som en del af teksten. Den anden er at luge det ud.

Vi kender alle tekster, hvor forfatteren springer rundt i læssevis af emner undervejs mod sin hovedpointe. Samtidig varierer den sproglige stil afhængig af emnerne og hvordan de hører sammen med tekstens røde tråd. Som læser er det ofte spændende og utroligt engagerede tekster. Hvor indholdet flyver fra den ene side til den anden. Du ved som læser ikke helt, hvad du kan forvente på den næste side. For at det skal lykkes, skal forfatteren tage udfordringen op og være konsekvent. Teksten skal være springende og stilistisk udfordrende fra første til sidste side.

Vi kender også tekster, hvor stilen er den samme hele vejen igennem og teksten hele tiden økonomisk holder sig til sit tema og sin disposition. Teksterne er ikke mindre spændende for læseren. Man er i det store og hele klar over, hvor forfatteren vil hen. Er der pludselige spring i temaet, så spidser man ører som læser. Det er nødvendigvis vigtigt, hvis man på den måde springer ud af en tangent. Det gør det så meget mere vigtigt ikke at lave spring tilfældige steder i teksten.

Der er en hage. Du er som forfatter næppe interesseret i tilfældige tangenter tilfældige steder i teksten. Der er nød til at være en sammenbindende kraft i teksten. Som jeg ser det, vil det kræve en ret høj grad af planlægning at passe tangenterne ind i teksten efterhånden som de opstår i virkeligheden. Det er nærmest kun i dagbogen, man kan tillade sig det. Og selv der kan det volde problemer. Hvis du skal holde de irrelevante tangenter ude af teksten, så kræver det en metode til at koble sig tilbage på den tidligere proces.

I begge tilfælde ser det ud til, at en eller anden form for skrivepraksis er nødvendig for at bevare sammenhængen i teksten på tværs af irrelevante forstyrrelser.

Den praksis, jeg selv anvender, lægger sig uden om afbrydelsen.

Før jeg slipper noget på grund af en afbrydelse, skriver jeg kort et par linjer til mig selv om, hvordan jeg konkret havde tænkt mig, at komme videre fra det punkt, jeg netop har nået. Det er umuligt i forhold til en telefonopringning. Her gælder det om, at vende tilbage til skrivningen så hurtigt som muligt og skrive noget ned om den konkrete retning, teksten skal tage. De linjer er ikke i sig selv nok til at komme på sporet igen.

Senere kan jeg vende tilbage til skrivningen. Det første jeg gør, er at læse. Jeg går et antal sider bagud og begynder at læse det, som jeg allerede har skrevet. Det plejer at være rigeligt at gå en eller to dage bagud. Jeg kender dispositionen, så jeg er nogenlunde sikker på vejen. At læse min egen tekst op til afbrydelsen passer meget godt til at sætte sig godt til rette i sædet, når man er undervejs. Når jeg føler, jeg er klar til at fortsætte skriveprocessen, så læser jeg linjerne, jeg skrev lige før afbrydelsen. Normalt kan jeg så fortsætte ad den vej, som jeg havde tænkt. Enkelte gange er det nødvendigt at bruge flere forsøg, før skrivningen kører igen.

Afbrydelser i skriveprocessen håndteres altså ved:

1. Ved afbrydelsen skriver du et par linjer ned om, hvor teksten er på vej hen lige her og nu.
   
2. Efter afbrydelsen læser du først noget af din tekst. Herefter læser du linjerne igennem. Så går du i gang med at skrive. Det kan tage flere forsøg, men det skal nok lykkes!